Motorcykeleventyr.dk

Marokko - Ørkener, Bjerge & Oaser

Kun én uge kunne det blive til. Kort tid for en rejse til Afrika, men tid nok til at få Marokko under huden og opleve de store natur- og kulturforskelle der er så tæt på Europa.

Fra Tarifa i Spanien kan man se til Marokko - kun adskilt af Gibraltar strædet. Knap 35 minutter tager det at sejle fra Tarifa til Tanger og trods den korte afstand, er man ikke i tvivl om, at man er ankommet til et andet kontinent.

Frank fra BikeTravelSpain

Turen til Marokko startede et par måneder før afgang med et opkald fra Frank (BikeTravelSpain). Han ville høre om jeg kunne tænke mig at komme med til Marokko på en sidste “Recon”, inden han begyndte at sælge turene fra sit firma. Jeg var ikke længe om at takke ja. Jeg har i rigtig lang tid godt kunne tænke mig at besøge Marokko og hér bød muligheden sig. Mit kendskab til Marokko begrænsede sig til Atlasbjergene og Sahara, men jeg blev klogere, for dette Nordafrikanske land har så meget mere at byde på og så mange fantastiske oplevelser gemt i sig, for den der har lyst til at gå på opdagelse i dét. 

 

Netop ankommet til basen nær Malaga

Egentlig skulle jeg have været til Polen på en forlænget weekend med min gode ven Thomas, hvilket jeg måtte aflyse pga. ovenstående mulighed. Da jeg ringede til ham for at fortælle om ændringerne, spurgte jeg om han evt. kunne tænke sig at tage med på eventyr i Marokko istedet for. Dette skulle han ikke tænke længe over, før han også sluttede sig til turen.

Planen var, at vi skulle flyve til Malaga via en sen afgang, hentes af Frank i lufthavnen og køres til “basen” han har i Puente don Manuel. Dér skulle vi så sove et par timer, pakke motorcykler og så afsted mod Tarifa, hvor vi skulle sejle mod Afrikas port - Marokko.

 

DAG 1:

Morgenmad og coffein indtages - firkløveret klar

Kl 07.00 kørte vi fra “Basen” mod Tarifa. Undervejs fik vi samlet sidste mand op, Jorge, som er medarbejder hos BikeTravelSpain og stifinder på Offroad turene i Spanien, som de også tilbyder. Turen fra det nordøstlige Malaga til havnen ved Tarifa var en transport strækning - det vil sige motorvejskørsel. Undervejs fik vi tid til lidt morgenmad, og selvom turen var på motorvej, var der masser at se på. Bjergene på den ene side og turkisblåt vand på den anden side fulgte os stort set på hele strækningen til Tarifa. I hjelmen blev C.V Jørgensens “Costa Del Sol” sunget mere end en gang. 

 

Færgen skulle sejle kl 11.00, så vi kørte ombord og fik motorcyklerne spændt fast og sejlede spændte afsted mod Afrika. I øvrigt var det færgepersonalet, der lynhurtigt fik fastspændt vores motorcykler - fed service! Vi fandt et bord oppe på færgen og fik udfyldt papirerne, der skulle afleveres ombord på færgen, hvor også passet blev stemplet. Sejlturen varede cirka 35 minutter og undervejs var der lige tid til at nyde en sodavand, mens Frank prøvede at forklare, hvor kaotisk trafikken i Tanger ville være. 

 

Marokkansk Politi kontor

Inden vi skulle møde trafikken, skulle vi dog lige igennem den Marokkanske grænse. Frank havde hjemmefra lavet lidt forarbejde med at udfylde de mange formularer, der skal afleveres ved grænsen. Alt gik som smurt indtil de fandt ud af, at det var første gang Thomas og jeg var i Marokko. Jorge har tidligere været i Marokko, men fordi han siden har fået nyt pas, skulle han igen registreres. Vi blev ledt ud af porten og ind i Marokko (på gå-ben) og ovenpå i en stor bygning til et lille lokale, hvor Politiet havde deres kontor. Her var der dog ingen, han var gået til frokost. Vi blev flere gange kontaktet af “Fixere”, som prøver på at tjene en lille skilling ved at hjælpe. Efter en halv times tid, kom en af de her “hjælpere” og siger “han kommer nu”. Vi blev registreret, det tog cirka 2 minutter og så kunne vi endelig komme ind i Marokko - denne gang med vores motorcykler. “Hjælperen” mente han havde fortjent nogle Euro, da han jo havde fået manden bag skranken til at komme “hurtigere” - Thomas var barmhjertig og gav manden et par Euro. Passene blev så tjekket af politimænd, der stod nedenfor sammen med motorcyklerne (og Senor Frank) og vi fik alle grønt lys til at køre ind i Marokko.

Vi stoppede på havnekajen, hvor Frank hævede penge til hele turen. Kun få hundrede meter inde i Marokko, var der helt anderledes end i Europa - bilerne, husene, tøjet, duftene blot for at nævne nogle af forskellene - og så var man i øvrigt ved at bygge en ny moské lige ved siden af, hvor mandskabet arbejdede på et træ stillads. Vi var kommet til Afrika.

Mødet med trafikken i Tanger var ikke det store kaos, som vi havde regnet med. Altså, biler kørte i flere retninger, æsler midt på vejen, knallerter til højre og venstre og mennesker overalt, men vi faldt hurtigt ind i rytmen, og inden vi vidste af det, var vi i udkanten af byen og sad på en “TankStations-agtig” cáfe og fik lidt mad. Vejret var fantastisk, over 30 grader. Vejskiltene var på Arabisk og en stor del af bilerne og lastbilerne, vi så , eksisterer ikke længere i Europa. De gamle Mercedes´er lader til at være favoritterne i Marokko, og helst med et stort  Mercedes logo i bagruden. Vores motorcykler trak meget opmærksomhed, og der blev vinket som aldrig før til børn, unge og gamle - en dejlig varm velkomst at få - vi følte os som rigtige motorcykeleventyrere.

Planen for dagen i Marokko var at komme så langt sydpå som overhovedet muligt med ørkenbyen Merzouga som mål. Retningen; sydøst over Atlasbjergene mod Meknes. Det første stykke kørte vi langs kysten, der byder på hvide sandstrande med palmer og turkisblåt vand. Det så meget indbydende ud. Derfra kørte vi længere ind i landet gennem små byer og et sted endda tværs igennem et marked. Der er ved mange byer og større kryds politikontroller, og vi blev vinket igennem hver gang og hilst velkommen af ordensmagten. I byer større end landsbyer, blev vi ofte mødt af børn, der ville sælge alt fra mynte blade til cigaretter. Et andet sted holdt en stor firhjulstrækker med 4 unge mænd i, der tilbød os “Galar”, eller som vi kalder det; Hash. Det er en stor oplevelse at køre gennem disse byer, og der opstår hele tiden noget uventet, som for eksempel én familie, der havde besluttet sig for at holde picnic i midterrabatten mellem autoværnene og vejene. Det har jeg sgu alligevel aldrig set før. Det var også her på førstedagen, vi mødte den fattigdom, som også hersker i Marokko. Vi har det rigtig godt i Europa, men glemmer det ofte, og når man flere steder ser mennesker, der tager vand til vandflasker fra vandpytter, får man lige en “virkeligheds-lussing” og påmindelse om, hvor trange kår nogle mennesker lever under og hvor lidt vi egentlig har at beklage os over! 

 

Sådan så de fleste varebiler ud - ofte mere pakket end denne

Efter nogle timers kørsel ind i landet på alt fra rimelig gode veje til grusveje og veje med huller så store, at man ikke skulle køre ned i dem, stoppede vi for at få noget mad indenbords. Det var en hyggelig lille restaurant ud til vejen, hvor kødet blev grillet og maden, den kolde sodavand og den specielle marokkanske mynte-te var helt fantastisk.

Mens vi spiste, var der en person, der begyndte at vaske alle 4 motorcykler, uden nogen havde bedt ham om det, og da vi skulle til at videre, gik han fra person til person for at få nogle Dirham (marokkansk valuta), som ingen andre end Frank jo havde. Han fik de sidste små Euro, jeg havde tilbage, men var åbenlys ikke tilfreds med lønnen og sendte et par forbandelser efter mig og de andre. Afsted kørte vi på 4 næsten skinnende motorcykler, 2 stk. BMW Sertao og 2 stk. BMW F800GS´ere. Vi kørte cirka 1 km og kom så ind i en gang vejarbejde, og i Marokko der vander man alt sand og grus, når der laves vejarbejde i nærheden af byerne, for at det ikke skal støve, og så kan man hurtig regne sig frem til, hvordan vores motorcykler igen så ud ;-) Bjergene vokser sig større og større i horisonten, og vi tager et par afstikkere ud af nogle grusveje.

 

Dejligt at komme lidt ud på grus - og hvor er her bare smukt!

Jeg kan godt mærke, at jeg lige skal vænne mig til at stå op på Sertao´en ift. min egen F800GS, der er indstillet sådan, som jeg vil have det. Jeg står mere forover, end jeg er vant til og med fuld oppakning, så jeg synes denne grusvej, der skråner et par procent og også er ret ujævn, er lidt krævende. Jeg skal være koncentreret og kan godt mærke, at det har været en lang dag på motorcyklen, og at vi har kørt mange kilometer i varmen. 5 minutter senere holder vi pause mens vi nyder solnedgangen med bjergene som gigantiske baggrundskulisser – smukt. Temperaturen falder hurtigt her i bjergene og det sidste stykke tid, vi har kørt, har det nærmest været lidt koldt, i forhold til at vi hele dagen har kørt i over 30 grader og temperaturen nu ligger omkring de 16-20 grader.

Umiddelbart efter vores afstikker finder vi et Hotel, der ellers ser lovende ud udefra, men ikke er vedligeholdt indenfor i mange år. På hotellet er der udover os kun et tysk par, som også er på motorcykeltur. Standarden på værelserne er nogenlunde, maden til gengæld rigtig dårlig. En kyllingsuppe der smagte af vand og en Tajin med svesker og forskelligt kød, der var ok - tilbehør tørt brød. Nå, men når det nu bare er for en overnatning og som mellemstation for, at vi hurtigst muligt skal til Merzouga, hvor Sahara ørkenen begynder, så går det an.

 

Turen ned gennem Marokko, og den første dag i Afrika, har været en oplevelsesrig dag, der har gjort indtryk. Der er langt mere frodigt, hvor vi kørte i dag, end jeg havde forestillet mig, det ville være i Marokko. Vi følte os meget velkomne og blev mødt med smil, thumbs up og vink, det var en god følelse. Hotellet hvor vi bor er cirka 120 km fra Meknes, 300km nede i Marokko og vi har i alt kørt cirka 500 km i dag. 

Vi kæmpede om Wifi signal - Thomas og Frank i kamp midt i lobbyen

DAG 2

Efter en nat, hvor der blev sovet igennem, var vi alle sammen friske med undtagelse af Jorge, som havde haft værelse ved siden af en storkerede med  “støj hele natten”.  Vi spiste morgenmad, snakkede lidt med det tyske par, fik afregnet og blev klar til dagens etape med afgang cirka kl. 08.00. Aftenen før da vi ankom til Hotellet, var der ret mørkt, men her i dagslyset kunne vi se 6-7 storkereder.

 

Allerede kl 08.00 var temperaturen dejlig og opadgående. Samtlige lynlåse og udluftninger blev åbnet og vi kørte afsted. Vi kørte dog ikke længe, inden vi for alvor begyndte at køre opad og temperaturen atter dalede. Det frodige Marokko vi havde kørt i dagen før forsvandt lige så stille og blev nu mere goldt og dramatisk på sin egen smukke måde. De store bjerge var overalt, vi kørte nu i AtlasBjergene.

Flere gange var vi højere end 2000 m.o.h. og kørte igennem steder, der om vinteren er populære skiområder. Vi mødte rigtig mange fårehyrder undervejs og æsler, som hernede synes at være det foretrukne transportmiddel og arbejdsredskab. Der var æsler overalt! Vi stoppede mange gange for at fotografere og filme, og hvis ikke Frank havde sagt, at vi skulle videre, ja, så havde vi nok været igang endnu. Det er så stort og smukt! Selvom der på ruten her i bjergene, var mange lige strækninger, var der så mange flotte og fascinerende ting at se på. Hårnålesvingene blev vi dog ikke snydt for, de kom senere, da vi igen nærmede os højden for havets overflade. Herfra kunne vi i horisonten se en kæmpe grønlig sø, der med sine flodarme formede bælter af palmer og beboelse. Vi kørte flere gange langs disse “palmebælter” midt ude i ingenting, hvor intet andet gror. Den grønne farve på palmebladene blev forstærket af de grå farver fra klipperne og bjergene - en enorm stor og smuk kontrast! 

 

 

Med Atlasbjergene i ryggen er temperaturen nu på 37 grader - visiret står åbent på min Schuberth E1 og alt er godt. Vi nærmer os Erfoud, og dermed også Merzouga og sanddynerne. Jeg har glædet mig så utrolig meget til at se den store sandkasse. Det er meget fladt her, og der er ørken på begge sider af vejen. Når vi nærmer os de mindre byer, kommer palmerne igen og politikontrollerne, som nærmest allerede er blevet en normalitet at møde. Ved Rissani følger vi Franks GPS gennem byen, selvom vi møder flere biler, der dytter og giver tegn til, at vi skal vende om. Det viser sig at vejarbejde har lukket vejen, så vi bliver dirigeret ind gennem små gader og gyder og er atter på rette vej kort tid efter igen. En fed oplevelse og så autentisk som det overhovedet kan blive! Ude af Rissani er der ørken, ørken og atter ørken. Det er så stort, og der er intet andet så langt øjet rækker. Masser af muligheder for at svinge af vejen og køre offroad. Der er enormt mange spor at vælge imellem, og vi skal da også lige ud og prøve at smage lidt på det, velvidende at vi gemmer den store tur, til vi kan komme afsted uden oppakningen på, men først skal vi videre mod Merzouga. 

 

Synet af sanddynerne, der rejser sig som en gigantisk sandkasse, er en helt vild og uforglemmelig oplevelse. De første sandbjerge, vi møder, ligger på højre side og er kæmpestore. Jeg dytter og blinker som en tosset med lyset, for at få Frank til at stoppe, så vi kan filme og fotografere. Jeg finder hurtigt ud af, at det kun er en forsmag på, hvor store de “rigtige” sanddyner er, og forstår hvorfor Frank ikke stopper. Den store sanddyne er cirka 150 meter høj og kommer tættere og tættere på. Det her. er dét, jeg virkelig har set frem til - mødet med sanddynerne. 

Vi drejer ind på et Hotel, som ligger ud til vejen og er ejet af en italiener. Et sted som Frank og Jorge tidligere har været på. Det ser fantastisk ud og ligner et lille ørkenslot. Det viser sig dog, at ejeren er taget hjem til Italien på ferie og der derfor er lukket. Frank er hurtig til at bestemme, at vi så lige skal krydse et lille ørkenstykke og bo helt op af sanddynerne. Det lover godt! Vi krydser asfaltvejen og kører på spor i direkte kurs mod de store sanddyner og hotellet. Sanddynerne er dragende og fascinerende og det er svært ikke at blive ved med at kigge på dem. Sporet, som vi kører på, byder på sektioner af uventet sand og kræver en smule koncentration.

Hotellet, som Frank har ført os over til, er helt igennem fantastisk. Det er ret stort og der er masser af liv her. Udenfor står der en Helikopter parkeret med et par sikkerhedsvagter omkring. Hotellet er luksuriøst og dét sted, der huser alle de kendte, når de skal se sanddynerne, der ligger lige bagved hotellet. Suiten har naturligvis en terrasse ud til sanddynerne. Værelserne, vi får, er flotte, lidt ligesom man forestiller sig et værelse vil se ud i et arabisk eventyr. Airconditionen er allerede tændt, og det er skønt at komme ind og få et bad og blive kølet lidt af.

Vi gik efterfølgende ud til sanddynerne, beduinerne og kamelerne, fik taget et par fotos, og så skulle vi se hvad restauranten bød på. Utrolig lækker buffet med alt hvad man kan tænke sig - og med udsigten til sanddynerne så kunne det ikke blive meget bedre. Klokken 23:39 måler temperaturen 32 grader og vi er trætte. Vi har kørt lidt over 400 km i dag og bevæget os fra et frodigt Marokko til ørkenen og kanten af sanddynerne. Der har været meget vejarbejde, men ikke noget der har kostet os tid, kun støvet lidt ;-) 

Dagen slutter af med at jeg får lokket Thomas med ud i sanddynerne i total mørke for at fotografere den klare stjernehimmel. Det gik fint med at komme derud, men med et nyt kamera og indstillinger jeg ikke var helt dus med endnu, var det svært at ramme den rigtige indstilling. Jeg prøvede  nogle andre indstillinger på kameraet, da jeg kunne se muligheden for at lave nogle fantastiske fotos, men blev så pludselig afbrudt på toppen af sanddynen, hvor jeg lå, da der lige ved siden af mig, er en kamel der “knurrer” - hold da op, hvor jeg blev forskrækket. Det er sort, som i virkelig sort, ude i sanddynerne, og hverken Thomas eller jeg, havde bemærket den koloni af kameler, som hvilede lige ved siden af os.Vi tager det grinende som et tegn på, at vi skal gå tilbage til hotellet. 

 

DAG 3

Dejlig morgen - I dag var det usædvanlig let at komme ud af sengen. Tanken om at skulle køre i sand og derefter køre på et af de tidligere Paris-Dakar-spor glædede os. Morgenbuffeten bød på alt hvad man kunne have lyst til, det var virkelig et lækkert hotel med super service. Vi fik fyldt depoterne godt op, smurt kæderne på motorcyklerne og så kørte vi afsted. Hotellet ligger med sanddynerne på den ene side og et stort stykke ørken på den anden side kun adskilt af asfaltvejen. Vi kørte afsted på små spor ud til asfalten. Der var små drilske områder med sand, men det betød mindre denne gang, da vi kørte uden bagage, hvilket gjorde det noget sjovere. Ude ved asfalten kørte vi sydpå mod Merzouga by.

Efter byen ligger der en masse sanddyner, og vi kørte lidt rundt i kanten af dem. Sandet hér er en anden type end den vi kender fra Danmark, forstået på den måde at det er rigtig hårdt så længe der er fart på eller det er rimelig plant. Man kan sætte motorcyklen på støttefod uden den synker i, men bevæger man den lidt eller kører for langsomt, så synker man i med det samme. Det er helt fint sand med meget små korn.

Efter en times tid med leg i kanten af sanddynerne, kørte vi videre mod Dakar sporet. Sporet i ørkenen er så fedt - der bliver givet gas, og vi har alle store smil på inde i hjelmen.  Temperaturen er knap 45 grader og der bliver drukket en masse vand. Mens vi kører, føles det som om, at nogen står med en kæmpe føntørrer lige ind i hovedet på én. 

 

Ørkenen virker så uendelig stor og med undtagelse af et par små bakker, er her meget fladt og ikke meget skygge at finde. Det er faktisk lidt svært at beskrive den storhed, der hersker her, og jeg tror, man skal opleve det, før man virkelig forstår dét. 

Sporet vi kører, går i lang tid 10-15km langs grænsen til Algeriet. Vi kører cirka 1,5 time ud i ørkenen og kommer til et sted, hvor der står et par leragtige huse. Lige inden vi når dette sted, har vi været igennem en masse løst sand med dertil hørende slinger og jeg får lavet en ufrivillig 180-graders vending til stor underholdning for de 3 andre, der griner højlydt. Jeg var løbet tør for vand og kunne mærke, at der var brugt mange kræfter. Vi stopper op og snakker og bliver enige om at vende retur, da Thomas også kun har lidt vand tilbage. Pludselig, mens vi står der og snakker, kommer der en ung knægt på sin knallert midt ude i ingenting (hvor kom han fra???) og vil vise os afsted videre ud sporet og derved tjene lidt Dirham. Vi takker dog pænt nej og påbegynder turen tilbage. Det var en uforglemmelig oplevelse at komme ud i ørkenen, og selvom jeg altid har haft masser af respekt for Paris-Dakar kørerne og rally kørere generelt, så voksede respekten efter denne udflugt i ørkenen kun yderligere. 

 

Posthus nær Merzouga

Vi når tilbage på asfalten og kører mod Merzouga, hvor Frank lige skal ordne et par ting, inden han næste gang skal herned med kunder. Vi kører herefter det sidste stykke til hotellet og slutter af med en endnu fed gang ørken kørsel langs sanddynerne - wow!

Tilbage på værelset må vi lige ned og sidde, mens vi får drukket lidt vand. De 3 liter, vi hver især havde med, var slet ikke nok. Efter lidt tid hopper vi i badetøjet og får en tur i poolen, lidt mere vand og derefter en øl.

Jorge nyder sin øl!!!! ;-)

De fysiske strabadser er ikke overstået endnu, for Thomas og jeg bestemmer os for at gå på ørkenvandring. Vi går et godt stykke ud i sanddynerne og fotograferer. Lad mig straks fastslå at det ikke er en god ide at have følsomt kamera udstyr med ud i så fint sand. Det sætter sig nemlig overalt i kameraet. Vi fik gået en hel del og fik taget nogle smukke billeder.

Da vi kommer tilbage, er Frank og Jorge klar til at gå på hotellets restaurant, og vi slutter os straks til dem. Vi får igen meget lækker mad og der bliver spist en del denne aften. Vi hilser på en stor gruppe, der også sidder i restauranten - englændere, amerikanere, en marokkansk pilot og enkelte andre nationaliteter. Det viser sig, at det er et filmhold, og vi kommer i snak med kameramanden, der fortæller, at de er ved at “skyde”  introen til “Allies” - en kommende film med Brad Pitt.

Helikopteren der blev brugt til film optagelserne - med verdens første 8K kamera.

Efter maden beslutter Thomas og jeg os for at prøve en tur ud i sanddynerne i en Buggy (ATV Polaris 4x4). Guiden starter med at sige; “I skal køre i mit spor, hvis ikke I gør det og vælter, så skal I selv betale for skaderne, og hvad værre er, I kommer til at slå jer!” Så var stilen ligesom lagt, og vi kørte afsted. Vi købte en time (90€) og delte den i to - en halv times kørsel til hver og en halv time, hvor nærdødsoplevelserne vælter ind over passagersædet.  Guiden formåede på sin atv både at sms, ringe og tage en beduin med bagpå, mens vi kæmpede for at følge med og holde tungen lige i munden. Nogle steder fik han lige med hånden vist os, at vi skulle sagtne farten på vej op over en bakketop og så forsvandt han, hvorefter vi fik flere sug i maven, for nogle af dem var virkelig stejle og gik nærmest lodret ned! Man mister lynhurtig orienteringssansen i sanddynerne og forståelsen for, at man ikke bare skal drøne derud på egen hånd blev ret tydelig for os. Det var en fed oplevelse at prøve - Næste gang vi skal til Marokko, vil vi gerne ud på små enduro motorcykler, det må også være helt fantastisk!

Godt mørbankede sluttede dagen med lidt vand, øl og The. Sikke en dag!

DAG 4

Vi kørte fra “1001-nats-eventyr” hotellet i ørkenen og nord-vest på mod Ouarzazate. Jeg havde indtil nu haft den mest fantastiske tur og oplevet mere, end jeg havde turdet drømme om. Det skulle dog hurtigt vise sig at blive en dag, som jeg aldrig vil glemme, måske dén bedste motorcykeldag i mit liv. Dagsetapens første stop var cirka 25 minutters kørsel fra Erfoud, som er en kendt bjergformation kaldet det “Det Portugisiske Fængsel”. Bjergformationen er blevet benyttet i et hav af film, af millitæret og tidligere til at holde slaver samlet, inden de skulle sendes til Portugal - deraf navnet “Det Portugisiske Fængsel” (Gara Medouar).

"Det Portugisiske Fængsel"

Det var varmt, tæt på de 40 grader og nu ventede en masse snoede bjergveje i et enormt flot landskab. Det var dejligt at komme ud og køre sving igen. Vi kørte igennem en masse små byer og måtte ind og drikke noget koldt undervejs. Stoppet blev lavet ved en lille tank, hvor vi alle tørstede efter en kold Fanta, hvorefter vi fik serveret et stort glas friskpresset appelsinjuice. Det blev hurtig drukket, hvorefter vi igen bestilte en iskold Fanta og fik den. Frank var ikke helt på toppen, og fik en kop te sammen med juicen. 

 

Derefter gik det videre mod byen Tinghir der ligger  cirka 1400 moh og er bygget rundt om en kæmpe oase. Vi kørte igennem byen og kunne sidenhen betragte dén ovenfra, da vi kørte højere oppe i bjergene – et imponerende syn! Efter at benene var blevet strukket lidt, udsigten nydt længe og billederne var blevet taget, kørte vi videre mod Gorges Du Todra.

Gorges Du Todra som begynder umiddelbart efter. Det er ét af de steder, som normalt er meget besøgt af turister, men også et sted man bør opleve. Slugten strækker sig knap 15 km i nordlig retning. Landsbyer bygget af ler ses på begge sider, og ser nærmest ud som om de er klistret fast på klipperne, en smuk symbiose. Jo længere vi kører ind i slugten, jo mere snævert bliver der.  Der bliver solgt souvenirs, og vi bliver hurtig opsøgt af et par ivrige sælgere. Vi nyder de flotte omgivelser og bestemmer os for at få lidt mad. Vi vender og kører et par hundrede meter tilbage, hvor vi får en lækker Omelet lavet i Tajin. En velfortjent pause - dejligt at sidde i skyggen og slappe lidt af. Vi havde stadig langt igen og kunne derfor heller ikke blive alt for længe.

Op på motorcyklerne igen og afsted. Vi fik en tur gennem slugten igen, og den er altså imponerende flot, og på dette tidspunkt af året heller ikke overrendt af turister. Ud af slugten begynder vi at køre mere opad. Smukt landskab og fede veje følger os - det her er vanedannende! Frank kender en genvej og et spor, som han gerne ville have, at vi prøver. “Afstikkeren” starter med en grusvej, som stiger ganske lidt over en lang strækning. Da vi er kommet et godt stykke ud i bjergene, afløses de lige grusveje af snoede, humpede og lækre offroad veje. Vi møder kun et par æsler undervejs og nyder igen at være kommet væk fra asfalten og civilisationen. Vi kører hårnålesving, op og ned og med nogle spektakulære udsigter. Det er altsammen så stort, og jeg føler mig pludselig meget lille. Det er svært at beskrive, men en storslåethed ala den jeg fik i ørkenen. Vi kører over en del bjerge før vi igen holder stille. 

 

Grunden til vi stopper er at “vejen”, vi skulle køre på, er skyllet væk. Den skulle ligge ved siden af floden, som på denne årstid er tør, men den er væk. Vi kan enkelte steder i flodlejet se noget, der ligner hjulspor og bliver enige om, at det er den vej, vi skal prøve. De næste 23 km tager 2,5 time at køre, er teknisk krævende og byder på vekslende underlag i form af meget små sten, der føles ligesom sand, til store sten man ikke skal ramme. Det er så fedt det her. Vi møder undervejs to berbere på heste og en fårehyrde med sin flok, ellers ser vi ikke andet i disse utrolige og smukke omgivelser. Vi rammer igen asfalten, og alle er så glade, at det virker som om, vi ikke har set asfalt i ugevis. Vi giver “high-five” og er alle helt overstadige efter en sveddryppende, fantastisk tur på en uforglemmelig strækning. En kæmpe oplevelse. 

 

Vi kører videre på asfalten og har nu ramt området Gorges Dades. Selvom vi er kommet på asfalt er omgivelserne ikke mindre storslåede. Sving i hobevis, bjerge, op- og nedkørsler, lange palmelunde, indimellem krydret med små stykker grusvej, følger os nærmest hele vejen op til den lille café, som ligger på toppen af vejen. 

Vi får et par sodavand og nyder udsigten til de nærmest lodrette klippeformationer. Det blæser en del her på toppen, men med en temperatur på 37 grader gør det bestemt ikke noget. Der bliver taget et par fotos ned over de mange hårnåle sving, vi om lidt skal ned af. Vi får hilst på en anden gruppe eventyrer på deres offroad-maskiner, som netop har kørt svingene og også skal have et par fotos af herlighederne. 

Oppefra ser vejen og hårnålesvingene meget indbydende ud. Denne fantastiske vej strækker sig næsten helt til Ouarzazate. Vi bliver konstant bombarderet med indtryk, udsigter, fede veje og bjergformationer, der er så specielle, at jeg ikke har oplevet noget lignende nogensinde før. Hvis man besøger Marokko, bør dette være et af stederne man skal opleve. Ikke underligt at vejen går for at være en af de mest naturskønne strækninger i verden.

Det sidste stykke vej til Ouarzazate kører vi i mørke. Vi ankommer til hotellet, får en plads til motorcyklerne, der hurtigt bliver hegnet ind, og når lige at få mad i hotellets restaurant inden de lukker. Fantastisk dag med oplevelser og indtryk der vil blive hængende for altid. Hotellet er rigtig fint og med arabisk/Marokkansk stil - flot og velholdt. Intet slår dog til stadighed hotel oplevelsen ved Sanddynerne.

 

DAG 5

Næste morgen ventede os et udemærket morgenbord, og vi fik fyldt maverne godt, før vi kørte ud af Ouarzazate ved 8 tiden. Hjemmefra havde jeg læst om en “film-by”, hvor scener fra flere af de store film er optaget, herunder Star Wars. Dét er Ouarzazate! Vi kørte forbi flere af de store filmselskaber, som nærmest ligger side om side i udkanten af byen. Der er bygget kæmpe slotte osv, som man kan se fra vejen af - spændende, men vi havde desværre ikke tid til at se nærmere på det i denne omgang.

Vi skulle i dag køre omkring 300 km nordpå til Nordafrikas største vandfald der ligger ved Ouzoud. Undervejs passerer vi Tizi n´Tichka passet, der ligger i 2260 meters højde. Passet ligger i Atlasbjergene og er et af højest beliggende bjergpas, som kan passeres på 2 hjul i Nordafrika. Det er også her, vi siger farvel til Sahara og goddag til de enorme sletter. Atlasbjergene følger vi dog stadig en tid. På toppen af passet stopper vi, strækker ben og beundrer de mange hårnålesving og udsigten. Passet er pt ved at blive forbedret med ny asfalt, og det betyder at størstedelen lige nu er grus. Tilmed er der flere steder pøset vand på, så det ikke støver, men til gengæld giver en god gang smattet masse. Der køres knap så hurtigt ned gennem hårnålesvingene, som vi alle nok havde håbet på, men grus, vand, sand og hårnålesving går ikke så godt i spænd med en pakket motorcykel. Det er dog stadig fedt og udsigten ligeså. Vejen fortsætter med enormt smukke omgivelser, uberørt natur fra sin smukkeste side. Enkelte sving kræver dog vores fulde koncentration, da rester fra bjergskred ligger på vejen. Det er igen blevet mere grønt og jo tættere vi kommer på Ouzoud, jo mere frodigt bliver der. Vejen bliver også bedre, og vi kan give lidt mere gas - herligt.

 

Indbydende ser det ud!
Klar til at køre hårnålesvingene
Sodavands pause - det er knap 37 grader og tiltrængt
Videre går det, og flere steder ser vi kvinderne igang med at vaske tøjet i det sidste vand der er i floderne.
Vi hilser stadig på rigtig mange - Fantastisk følelse!
Stien ned til vandfaldet - Der hvor Thomas og jeg holder og venter på Jorge og Frank

Vel ankommet i Ouzoud kører vi lidt rundt for at finde ud af , hvor vandfaldet er, og hvor vi skal bo. Vi kommer forbi en plads hvor folk står og vifter os forbi. En ældre mand mener dog, at vi skal følge ham, så det gør vi. Vi kører ind på pladsen og parkerer motorcyklerne. Frank og Jorge går med den ældre herre, mens Thomas og jeg venter ved motorcyklerne. Der går ikke længe, så vender Frank og Jorge glade retur og siger, at vi skal følge efter dem.

Vi bliver ført ned gennem en lille smal gade, fyldt med boder og masser af mennesker. Den ældre mand er hele tiden med os, og holder grene, æsler og mennesker væk, sådan vi længere nede uden problemer kan køre ind gennem en port til en flot have, hvor han sørger for vi holder bedst muligt. Han har ført os ned til et lille hyggeligt Hotel tættest muligt på vandfaldet. Fantastisk oplevelse! Vores motorcykler er låst inde bag et hegn, og vi får hurtigt båret vores udstyr op på værelserne. Thomas og jeg skal lige vente 5 minutter ekstra, da en maler lige skal have ryddet op efter sig.

Nede i baren bestiller vi noget koldt at drikke og snakker om dagens etape. Vi bestiller en lille Tajin og mens vi spiser, nyder vi omgivelserne og livet her ved “stien”, som er den eneste vej til vandfaldet. Kort efter maden går turen ned mod vandfaldet, og det var dejligt at bruge benene igen og røre os på en anden måde end at stå og sidde de mange timer på motorcyklerne. Vandfaldet er en kæmpe oplevelse og noget større, end vi alle havde troet. Halvvejs nede stopper vi ved et udsigtspunkt, får taget lidt fotos og derfra så sidste etape til bunden af vandfaldet. Hele vejen ned af trapperne ligger der små souvenirboder, caféer og restauranter. Oliventræer, eksotiske dufte af krydderier og vandfaldets buldren følger os hele vejen ned. Der er masser af liv omkring vandfaldet, familier holder picnic, folk soler sig og kærestepar bliver foreviget på fotografier. Der er også mulighed for at komme helt tæt på vandfaldet med en slags tømmerflåde.

En typisk Marokkansk Offroader

Her i bunden ser vi rigtigt, hvor stort vandfaldet er (ca.110 meter fra top til bund og delt i 3 fald). Vi filmer, fotograferer og nyder det, inden vi igen går op mod hotellet af de mange trapper. Vi når tilbage og får en sodavand, og beslutter os for at se vandfaldet ovenfra. En lille gå tur og så står vi og ser det hele fra toppen. Man kan faktisk komme helt ud til kanten og kigge ned. Virkelig smukt, stort og utroligt at så meget vand bare bliver ved med at strømme ud over kanten. Her ved vandfaldet er der også aber, men de var åbenbart på vej i seng, så vi ser kun en 3-4 stykker oppe på skrænten og i træerne. Om dagen skulle det være muligt at komme helt tæt på dem. Trætte og mætte af indtryk falder vi alle hurtigt i søvn efter endnu en fantastisk dag.

op af de mange trapper, så vi også kan se vandfaldet fra toppen
Skiltet på toppen af vandfaldet ;-)
Vandfaldet set fra et andet udsigtpunkt
I lobbyen - Tæt på at være "Goodnighty"

DAG 6

Vi vågner friske og klar til en ny dag i Marokko. Hurtigt får vi motorcyklerne pakket, spist morgenmad i Hotellets have, hvorefter vi er klar til afgang. Boderne er endnu ikke åbnet, og der er ikke det liv i gaden, som vi oplevede i går, hvilket gør det noget lettere at køre op gennem den smalle passage. Vi skal langt nordpå i dag med mål i Chefchaouen, også kendt som “Den Blå By”.

Kort efter afgang kommer vi på arbejde, da vi skal over et par bjerge uden asfalt, hvor der flere steder er lagt små sten på istedet. Vi sejler noget rundt på motorcyklerne, men det var fedt at køre igen. Vi møder ikke mange biler eller mennesker, og efter en tid kommer vi til en bro, der ligner noget fra det forrige århundrede. Bunden af broen består af nogle metalplader, der ser ud som om, de er blevet smidt på og det larmer en del da vi kører over dem. Vi stopper på den anden side af broen og bliver mødt af 12-15 unge mennesker, som gerne vil hilse på og fotograferes sammen med os (alle sammen transporteret i en rød varevogn). Vi hilser, giver “high fives” og tager en masse fotos - endnu en oplevelse rigere.

Der bliver hilst og fotograferet til den store guld medalje ;-)

Selvom etapen er en ren transportstrækning, så oplever vi endnu en fantastisk dag på motorcyklerne. Vi kører nærmest sving efter sving, i bjerge med marker og en frodig natur, som jeg, inden mødet med Marokko, aldrig havde troet at kunne finde her. Æsler er blevet en “normalitet”, og de er denne dag nærmest overalt. Vi kører et langt stræk og stopper i udkanten af en lidt større by, hvor vi får et par sodavand.

Denne herlige knægt var lykkelig over at få lov til at sidde på motorcyklen

Vi kører et par timer mere med masser af sving, bjerge og smuk natur inden Frank stopper ved en lille “gaderestaurant” i en meget lille by. Vi bliver serviceret af en gammel marokkansk kvinde, der dog får hjælp af sin søn. Vi spiser en god gang tajin med brød og sodavand til. Her er der ingen, der kan snakke andet end marokkansk og en smule fransk, men Jorge og Frank formår alligevel at kommunikere med lidt spansk og lidt håndtegn. En lækker middag midt i Marokko - et sted uden en eneste turist, en speciel oplevelse.

Meget enkelt - og meget lækkert

Rigtig mange vinker og byder os velkommen, noget der har fulgt os, siden vi ankom til Marokko - dejligt. Vi rammer Chefchaoun sidst på eftermiddagen. Byen ligger i Rif bjergene i 600 meters højde og blev grundlagt i 1500-tallet. Navnet “Den blå By” kommer fra den gamle bydel, hvor alle husene er lyseblå. Vi skal bo ovenfor byen på et stort Hotel. Vel ankommet og efter et bad, går vi ned til byen for at opleve dén. Der er et utroligt liv hér, på trods af at der kun bor 35000 mennesker i byen. Det er dog et meget turistbesøgt sted.

"Den Blå By" - set fra Hotellet vi bor på

Det er ret specielt at gå ned gennem de små gyder, hvor ALT er blåt. Børnene løber rundt og leger tik, butikkerne sælger krydderier og souvenirs. Der er i det hele taget en dejlig atmosfære her, på trods af at jeg personligt foretrækker naturen frem for bylivet, men det er en god afveksling til de foregående dage og her ér smukt. Vi spiser en lækker gang aftensmad på torvet lige overfor moskeen i midten af byen. Midt under maden bliver der kaldt ind til bøn, og her finder vi ud af, at det er sidste dag inden Ramadanen starter. Perfekt timing for os, da vores Marokkoeventyr slutter i morgen, hvor vi kører mod Tanger for at sejle tilbage til Europa og siden køre til Malaga.

DAG 7

Det er sidste dag i Marokko, og vi suger de sidste indtryk til os. Vores etape i Marokko er ikke lang og bortset fra, at vi skal nå færgen på et bestemt tidspunkt, har vi masser af tid og kører stille og roligt afsted. Ved færgelejet går det noget lettere, end da vi ankom til Marokko, og efter alle køretøjer er blevet “røntgenfotograferet”, får vi tilladelse til at køre ombord. Forude venter en kort sejltur og Europa. Ombord på færgen og med Marokko og Tanger bag os, siger jeg ikke farvel, men på gensyn. Da vi ankommer til Tarifa i Spanien, finder vi en lille restaurant og får noget at spise. Dernæst går det mod Franks base i Puente Manuel, hvor vi slutter dagen af med en tur i svømmepølen og et besøg på en lokal restaurant. Hvilket fantastisk motorcykeleventyr det har været!

Tilbage på basen nær Malaga - 7 minutter senere, ligger vi i svømmepølen

Tanker efter et Motorcykeleventyr i Marokko

Efter én uge i Marokko med så mange oplevelser, som jeg før kun turde drømme om, på en tur der var komprimeret for få 100% styr på de sidste ting inden den endelige Marokko-tur, som Frank og BikeTravelSpain udbyder, kan jeg kun anbefale alle at prøve det. Det er en oplevelse for livet! Tænk sig, at der ligger en helt anden verden så tæt på vores, og at kun en smal stribe vand, adskiller os. Jeg kan næsten ærgre mig over, at jeg ikke har gjort dette før. Noget andet jeg er glad for ved denne rejse, er at Frank og Jorge mestrer det spanske sprog, og at de har erfaringer med at rejse i Marokko. Det var en skøn “sikkerhed” at have, og for mig gjorde det, at jeg kunne koncentrere mig om oplevelserne og indtrykkene. Dét, der virkelig fanger mig personligt ved turene Frank og BikeTravelSpain arrangerer, er køreoplevelsen. Altid det bedste af det bedste, hvad valg af ruter, veje, natur og overnatninger angår. Det hele er nøje undersøgt af Frank og Jorge, som mere end én gang har været afsted for at sondere terrænet og prøvekøre ruter - der er bare styr på det. Som Frank udtrykker det, så skal det være noget, han kan stå inde for, hvis han skal udbyde den bedst mulige tur. ALT bliver planlagt udfra en motorcyklists vinkel - og det er netop dét, jeg synes, er så tillokkende. Vi havde 7 dage, hvoraf meget var “transportstrækninger”, sådan at Frank kunne undersøge de sidste ting. Vi havde en fantastisk og uforglemmelig tur, og når jeg så tænker på, at den “rigtige” tur er på 10 dage, så er det meget fristende snart igen at vende tilbage til Marokko.

De røde prikker er de byer/steder vi var forbi undervejs på vores eventyr
(lang version)

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Kenn | Svar 07.12.2016 01.53

Tog turen fra kbh til malaga faro og hjem til kbh igen ,på en 1984 goldwing i sommers. turen til ørkenen er absolut næste mål fed video .

Søren - Motorcykeleventyr 07.12.2016 02.10

Fedt Kenn - Det må også ha været noget af et eventyr! Det er sådan en fantastisk oplevelse at se og opleve Marokko. Takker og bukker for roserne

Daniel Keller | Svar 29.11.2016 15.16

Nøjes, en fed tur. Det skal prøves.
God fortælling.

Søren - Motorcykeleventyr 01.12.2016 00.05

Hej Daniel
Takker og bukker - Ja, kan absolut anbefales, og kan jo nærmest kun blive en oplevelse for livet!

Michael Rosenberg | Svar 20.11.2016 23.27

Fin beretning og glæder mig til at læse om resten af turen , og så får jeg da lyst til at komme en tur ned til sandet

Michael Rosenberg 20.11.2016 23.41

Hej Søren, det lyder godt, så du springer bare til tasterne

Søren - Motorcykeleventyr 20.11.2016 23.33

Hej Michael - Du vil elske det! Det er langt fra kun sandet der tryllebinder en, det var fedt, men som du senere vil læse, fik vi andre lækre oplevelser

JensB | Svar 20.11.2016 02.30

Spændende beretning - glæder mig til at følge resten af turen. Marokko står højt på min ønskeliste.

Søren - Motorcykeleventyr 20.11.2016 23.04

Hej Jens
Tak - Det glæder mig at høre og kan sagtens følge dig. Marokko må simpelthen opleves - Så fantastisk!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.12 | 17:21

Har du modtaget min tilmelding's mail :)

...
15.12 | 13:16

Hej Søren vil også gerne deltage i Søgård

...
15.12 | 11:02

Hej Søren
Jeg vil gerne deltage i Søgård 2017

hilsen Gert Beldring

...
07.12 | 02:10

Fedt Kenn - Det må også ha været noget af et eventyr! Det er sådan en fantastisk oplevelse at se og opleve Marokko. Takker og bukker for roserne

...
Du kan lide denne side